Bogen er genfortalt og illustreret af børn i en 6. Klasse på Hørup Skole.
Afsnittet om eneboeren fra Gråsten er på side 104-107.
Eneboeren ved Gråsten
I den store skov ved Gråsten huserede engang en frygtet røverbande. Der var 12 røvere, og de havde deres hule godt gemt i en bakke. De havde været så snu at spænde tynde ståltråde ud over vejen. Når en vejfarende trådte på snoren, bimlede en klokke inde i hulen. Det var signal til fangst, røverne myldrede ud og overfaldt og plyndrede folk. På den måde havde de samlet sig en anseelig formue. Midt inde i den tætte del af skoven havde de gravet kisten med penge og smykker ned; her skiftedes de til at holde vagt.Det kunne ikke blive ved med at gå godt. Deres smarte forretning fik en brat ende, da en jæger en dag opdagede deres skjulested. Han hentede hurtig forstærkning, og hulen blev omringet, og alle røverne blev taget til fange undtagen én, det var Arf. Han vogtede netop den dag skatten i skoven. Ingen af de elleve røbede Arf, så man troede ikke, der var flere; men for en sikkerheds skyld blev der dog holdt vagt ved hulen. Da røverbanden havde lavet så mange numre, var sagen klar: Det var bare med at få dem ryddet af vejen hurtigst muligt, og inden aften dinglede alle elleve i galgerne på Gallemandsmark ved Nybøl.
Da Arf om aftenen vendte tilbage til hulen, var han lige ved at gå i fælden. Nogle mænd stod vagt ved hulen, men de havde vist opgivet at se flere røvere, for de snakkede højt med hinanden. Det reddede Arf - han holdt sig skjult i buskene; herfra kunne han høre lidt af deres samtale. Det var noget med nogen, der lige var hængt. Så skulle der jo ikke megen fantasi til for at finde ud af, hvem det var! Sent om natten sneg han sig over til Gallemandsmark. Rigtig nok: I galgerne hang hans røverkammerater og slaskede frem og tilbage i blæsten som en række døde sild!
Hvad nu? Arf turde ikke løbe nogen risiko, han flygtede straks.
Der gik et års tid eller mere. En dag dukkede en from mand op i Gråsten; han var fattigt klædt og gik rundt og bad om lidt til livets ophold. Han forstod at snakke for sig, og alle tog venligt imod ham. Da han senere talte om at slå sig ned på egnen, ville folk gerne hjælpe ham med at bygge et hus, men til deres undren afslog han deres venlige tilbud og gik selv i gang med at lappe et usselt skur sammen inde i den mørkeste og tætteste del af skoven.
Den »fromme« eneboer var ingen anden end Arf, der var kommet tilbage og havde overbevist sig om, at skatten lå, hvor han havde efterladt den. Nu byggede han hytten lige på det sted, hvor skatten var gravet ned. Siden indrettede han sig sådan, at hans fattige halmleje akkurat befandt sig lige over skatten.
Her levede han i fred og ro i mange år. Folk kunne godt lide den rare eneboer - mange gav ham penge og mad. Ind imellem var han borte i længere perioder,
ude på heden at prædike for de stakler, som ingen kirke har!« sagde han som forklaring. I virkeligheden var det hans gamle røversjæl, der rørte på sig og ikke lod ham i fred, før han tillod sig en lille udflugt, hvor han røvede og plyndrede på det frækkeste. Jo, det var nogen kønne »missionsrejser«, han der foretog!
Omsider blev Arf gammel og grå. Han tænkte meget på døden, der nærmede sig. En dag, da han gik i skoven, mødte han en bonde, som han gav sig i snak med. Da bonden klagede sig over sin fattigdom, gav Arf ham penge og spurgte, om han mod betaling ville komme ud og besøge ham hver dag - han skulle da, når Arf var død, få en stor skat. Bonden tvivlede ikke på den fromme mands ord, han lovede at se indenfor hver dag, og siden skulle han nok, når Arf døde, sørge for at få ham begravet.
Bonden holdt ord - han travede troligt en gang om dagen ud til hytten i skoven. En decembermorgen fandt han Arf død. Bonden vidste nøjagtigt, hvad han skulle gøre. Arf havde flere gange forklaret ham, at graven skulle være der, hvor han lå - altså lige under halmlejet. Han skubbede halmen til side og begyndte at grave. Snart stødte spaden på noget hårdt. Bonden troede, det var en stor sten, og ærgerlig gav han sig til at grave den fri. Men da kan det nok være, han gjorde store øjne:
Det var ikke en sten, det var en kæmpestor kiste. Han rev låget op og blev helt vild af lykke: Kisten var fuld af penge, sølv og guld i store mængder! Det var altså skatten - hans skat! Belønningen, som eneboeren havde lovet ham. Det var en sær fornemmelse: Pludselig at være så rig - han, som kun havde prøvet at være fattig! Da han havde begravet eneboeren, skjulte han kisten under halmen og løb hjem efter sine to karle og en slæde. Søen var frosset til, så den letteste måde at få skatten hjem på, var nok at anbringe den på slæden og trække den over isen.
Bonden bad karlene gå med straks - vinterdagen var kort, så de skulle skynde sig, hvis skatten skulle bjerges inden aften. På vej over til hytten forklarede han flere gange karlene, at de under hele transporten absolut ikke måtte sige noget. Da de nåede hytten, sagde han igen, at de endelig ikke måtte sige ét ord, mens de slæbte skatten hjem. Karlene blev lidt irriterede over sådan at få det skåret ud i pap, for selvfølgelig kunne de holde mund, når de skulle!
Kisten var meget tung, men de fik den i al tavshed bakset op på slæden, og forsigtigt gik det gennem skoven og videre ud på den tilfrosne Sø. Det blev en streng tur, for isen var ujævn. Lige før de nåede den modsatte søbred- stønnede en af karlene: »Gud ske lov, nu er vi der!« Næppe havde han sagt det, før isen revnede med et brag, og PLASK - gik kisten til bunds!
Siden har mange forsøgt at finde skatten på søens bund, men selv om der ikke er særlig dybt, har ingen kunnet finde den - så den ligger der nok endnu!