Uddrag fra: Konge og Hertug
af Laura Joh. Christensen, 1944Uddragene omhandler på en eller anden måde enten om Gråsten eller Primkenau.
I. Del side 39-40 (Hertug Frederik Christian d. Ældre og Charlotte af Pløn, 18. århundrede):
Prinsesse Eleonora Charlottes Have ved Graasten var vidt berømt for sin Skønhed. Hun befandt sig aldrig helt godt paa Augustenborg. Saa snart Dagene blev længere, og Solen begyndte at lokke Foraarsblomsterne frem, begyndte hun at tale om, at nu kunde de godt snart flytte til Graasten. Men til Trods for, at der kun var Ca. 3 Mil mellem de to Slotte, var Omflytningen altid en omstændig Sag. Man levede et simpelt og ligefremt Landliv paa Augnstenborg, saaledes som det i Almindelighed førtes paa de større Herregaarde. Men Familien var stor, og Folkeholdet umaadeligt. De gamle Prinsesser havde deres Hofdamer, Hertugen sine Kavalerer og Børnene deres Opdragere, og der var en Sværm af Piger og Tjenere til Rengøring og Opvartning. Køkkenet var en Verden for sig selv; det optog en hel Sidebygning og havde sin Stab af Fadeburspiger og Svende under Kokkenes Ledelse. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at HofChefen, der skulde planlægge Flytningen, altid søgte at trække det ud længst muligt; men han fik ikke Fred for Prinsessen. Hun holdt ham grundigt til Ilden, saa han tilsidst maatte give efter og lade Omflytningen foregaa saa betids, at de kunde faa Glæde af Foraarsblomsterne og de nyudsprungne Skove.
De skønnede alle paa Fasterens Have og nød dens Blomsterpragt. De levede ligesom et friere Liv her paa Graasten. Fornøjeligt var der ogsaa. Der kom altid mange Gæster og optog alle Gæsteværelserne, der stod rede til dem.
- Det hele ligner en Have med venlige Mennesker i dens Skygge - skrev en besøgende.
De 4 Børn voksede saaledes op i en venlig og tryg Atmosfære. Da de var naaet til Undervisningsalderen, blev der sørget for gode Lærere til dem.
Hvedebrødsdagene tilbragtes derefter i Ro paa Graasten Slot. Her modtog de nu ogsaa efterhaanden deres Venner. Da en af disse engang priste Slottet og dets skønne Omgivelser, udbrød den unge Hertug: - Her er vidunderligt - men hvad var det altsammen uden min Kone! Han bevarede sin Kærlighed til hende usvækket gennem Livet som hun til ham. De fortrød aldrig, at de havde ægtet hinanden mod Kongens Ønske. De holdt trofast sammen gennem et langt Livs store Omskiftelser og Vanskeligheder.
Efter Festlighederne kom Hverdagene. Man levede under Pengekrisen, der ogsaa mærkedes i Slesvig og Holsten om end noget mindre end i det egentlige Danmark. Udenlandsrejsen og I standsættelsen af Slottene havde kostet mange Penge. Det var derfor med god Grund, at Kammerherre Brochdorff raadede til streng Sparsommelighed.
Den foretagsomme Christian August fandt, at det var endog bedre at finde nye Veje til at forøge Indtægterne paa. Han undersøgte først Landbrugets Muligheder. Der maatte findes Veje, saa det kunde indbringe langt mere. Han gik rationelt til Værks. Han saa, at store Strækninger af Agerjord laa unyttet hen, fordi de var vandlidende. Han lod dem dræne, men opdagede snart, at Kornavlen ikke betalte sig. Priserne var saa lave, at de daarligt nok kunde betale Sædekornet. Han søgte derfor at forbedre Kvægavlen. Staldene blev forbedrede med nyt Inventar, og der blev indkøbt 2000 Køer til de forskellige Avlsgaarde. Ogsaa de store Teglværker, der er og ogsaa paa hans Tid var et Særkende for Egnen omkring Graasten, havde hans store Interesse. Han satte sig i Forbindelse med den danske Gesandt i Rusland for muligvis gennem ham at finde nye Markeder for Teglstenene. Han havde endvidere Planer om at oprette et stort Garveri. Dette blev dog ikke til noget. Man levede efter Statsbankerotten i en yderst pengeknap Tid, og der blev endvidere udskrevet store Skatter. Hertugen af Augustenborg havde som Følge af gamle Privilegier Skattelettelser; men indirekte kunde han ikke undgaa at føle det Tryk, der hvilede paa hele Landsdelen, som man opfattede som en stor Uretfærdighed. Man mente, at Kongerigets financielle Tilstand i det væsentlige var Hertugdømmerne uvedkommende.
II. Del side73-74: (H.C.Andersens besøg på Gråsten hos Hertug Christian August)
Senere fik Andersen Indbydelse til Hertugparrets Sølvbryllup i 1845. ,,Men den Gæring og Spænding, der skulde udvikle sig saa skæbnesvanger," var nu begyndt, hvorfor lian undskyldte sig med, at han hellere vilde besøge dem om Ef teraaret paa Graasten, da han saa bekvemt kunde lægge Vejen derover, naar han skulde begynde sin panlagte Tysklandsrejse.
,,Jeg kom saaledes til det smukt beliggende Jagtslot, Graasten," skriver Andersen videre, ,,og blev som tidligere naadigst og hjerteligt modtaget. Intet mærkede jeg, der kunde saare danske Sind og Hjerter. I Familielivet taltes kun dansk. Jeg blev her hele 14 Dage. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig det mest maleriske i det Slesvigske. Her er store Skove, bjergagtige Højder og altid Afveksling. Selve Efteraarets svævende Taage gør Landskabet noget mere malerisk, noget fremmed for øboen, der kun i mindre Maalestok ser en saadan Natur. ,,Den lille Pige med Svovlstikkerne" skrev jeg her og med Indbydelsen til ofte at komme tilbage til Graasten og Augustenborg, forlod jeg et Sted, hvor jeg havde nydt lykkelige Dage. En tung og blodig Tid skulde gaa op herover. Jeg har ikke haft Hjerte til at se disse Egne igen. De sidste Toner, der klang for mig derfra var: ,,Lot is tot," Prinsesserne af Augustenborg spillede den i ungdommelig Munterhed. Erindringen om hin Tid og dens Efterklang er et smerteligt tot - tot." -
Men han arbejdede med større Planer. Hans virksomme Natur tillod ham ikke at sidde hen; og hans store Selvhævdelse lod ham ikke i Ro. Han maatte gøre sig gældende paa en eller anden Maade, at det Navn, han bar, ikke skulde synke ned i Forglemmelsen.
lian opholdt sig ofte i Berlin. Efter Afgørelsen var Forholdet til Kongen igen blev meget venskabeligt, og de plejede Raad sammen. Sønnerne skulde indtræde i den preussiske Hær. Prins Frederik i 1. Garderegiment i Potsdam og Prins Kristian ved 1. Kyrasserregiment i Breslau. Den store Pengesum for Godserne skulde anbringes i et preussisk Fideikommis. Hertugen længtes efter at faa en stor Bedrift at tumle med. Hans store Interesse for Landbrug og Jagt fik ham ikke til at tvivle om, at et stort Jordkøb var det Maal, han nu maatte arbejde hen imod.
Det var ikke nogen let Sag at finde det, der passede. Han søgte først i Rhinlandet, hvis Naturskønhed tiltrak ham, men fandt ikke her Godser af den Udstrækning, han ønskede sig. De meget store Godser laa mod øst. Han fik her tilbudt GrossStrehlitz i Schlesien af en Greve, der var i økonomiske Vanskeligheder. Men da Befolkningen var polsk og Katholikker og der hørte større Lejer af Kularealer til, hvis Bearbejdelse Hertugen stod fremmed over for, afslog han Tilbudet. Men han fandt
et andet stort Gods, Primkenau i Nedreschlesien. Dette tiltrak ham, fordi der hørte mægtige Skovarealer til, hvor der kunde drives Jagt i stor Stil. i øvrigt var det i alle andre Henseender i meget daarlig Drift. En stor Del af Agerjorden var vandlidende, mens den øvrige var udpint til det yderste. Godset havde skiftet Ejer mange Gange, og det havde sat sit Spor. Men intet af alt dette afskrækkede Hertugen. Tværtimod. Her var noget at tage fat paa, noget han kunde bruge sin Energi til. Her var mange Opgaver, der skulde løses; han fik Lejlighed til at koncentrere sig om et stort Arbejde, saa han kunde glemme den sidste Tids Modgang. Det var ham en Tilfredsstillelse at tænke paa, at han af dette Kaos skulde skabe noget, der var hans eget, og som han selv havde præget.
Det gjaldt først om at faa Beboelsen i Orden, saa Familien i hvert Fald kunde flytte ud til Sommeren. Hovedbygningen var som alt andet i miserabel Stand. Kun en Del af den havde været beboet. Resten benyttedes som Brændselsrum og Oplagssteder til Kornet m. m. Rundt om i umiddelbar Nærhed laa flere Bygninger, der skæmmede Helhedsindtrykket. De blev ryddede af Vejen, og derefter tog man fat paa selve Ombygningen. En Arkitekt blev tilkaldt, som Hertugen kunde raadføre sig med; men selv planlagde han Husets Indretning i alle Enkeltheder. Da de unge Prinsesser i det tidlige Foraar aflagde det første Besøg i det fremtidige Hjem, var de forbavsede over, hvor meget man allerede havde naaet. Der blev anlagt Have og Park; opad de omgivende ret bratte Skraaninger plantedes Tusinder af Træer af Omegnens Kvinder og Børn. Det gav Arbejde og Fortjeneste til mange Mennesker. Der kom ordentlige Røre i den før ellers noget døde Egn.
Derefter kom selve Møbleringen. Hertugen havde regnet med, at han skulde have faaet tilbageleveret Indboet fra sine Slotte. Det skete ikke. Det blev solgt paa offentlig Auktion, og man kan derfor endnu den Dag i Dag se Ting, der stammer fra Augustenborg og Graasten Slotte rundt om i Bønder- og Borgerhjem paa Egnen. Derfor maatte nyt indkøbes. Hertugen rejste til Berlin adskillige Gange og til Gotha for at konferere med sin Kone og sine Døtre.
Endelig i August 1855 var dette færdigt, saa Hertugen kunde hente sin Hustru og byde hende velkommen i det Hjem, han havde bygget op. Det var jo hende, han stadig havde haft i sine Tanker, naar han lagde Planer og eftersaa, at alt blev indrette baade smagfuldt og hensigtsmæssigt. Hertuginden var saa lykkelig som en ung Brud, der tager sit første Hjem i Besiddelse. Nu skulde det omflakkende Liv have en Ende. Hun skulde igen bo i Omgivelser, der omend noget fremmedartede, dog lignede hendes Barndomshjem og de landlige Slotte, hvor hun havde boet med sin Mand og Børn.
Derefter kunde Hertugen tage fat paa selve Bedriften. Det var ikke en Lystejendom, alene til Jagt og Fornøjelser, han havde købt. Hans praktiske Sans forlangte virkelige Ydelser af den Jord, han ejede. Dette kunde ikke ske i en Håndevending. Der skulde gøres store og ret kostbare Forberedelser. Nogle Jordarealer skulde afvandes. Andre skulde mergles. De vidtstrakte Skove skulde under kyndig, forstmæssig Behandling. Der skulde ryddes og plantes. Dette tog adskillige Aar. Derefter skulde Kvægbesætningen fornyes. Der blev indkøbt forskellige gode Racer fra Holland og Holsten. Efter nogle Aars Forløb var alt kommet i en saa god Gænge, at Hertugen kunde tænke paa forskellige industrielle Anlæg. Han havde ikke glemt Teglværkerne omkring Graasten. De havde været indbringende og nyttige. Nu fik han ogsaa oprettet et stort Teglværk ved Primkenau. Dette kom ham saa meget mere til Nytte, som han havde planlagt flere Bygninger, som det nu blev muligt selv at levere Teglsten til. Tømmeret fik han fra sine Skove. Der blev anlagt store Savværker, saa det alt kunde leveres færdigt til Brug. Derefter byggedes Prinsepalæet til Sønnerne og et Gæstehus til de fremmede, man ventede paa Besøg. Det var ikke et Eneboerliv, man vilde leve paa Primkenau.. Hertugfamilien havde altid ført gæstfrit Hus og holdt af at se Mennesker om sig. Dette ønskede de ogsaa nu i deres nye Hjem. Rundt om i de vidtstrakte Skove blev der bygget Cottager i engelsk Stil. De fik Navne efter de hertugelige Damer. Lonisenhof (Hertuginden) Amalienhof (Hertugens ældste Datter), Adelaidenhof (Prins Frederiks Gemalinde. Han giftede sig 1856 med Prinsesse Adelheid af Hohenlohe-Langenburg).
Det var en stor Sorg for Hertugen, at han ikke fik sit Stutteri fra Augustenborg udleveret. Han kunde da have fortsat sit Arbejde med den ædle Hesteavl paa Primkenau. Han havde ikke Mod eller Raad til at begynde forfra og nøjedes derfor med at indkøbe enkelte Racedyr for at forbedre Hestebestanden. Paa samme Maade maatte Vildtbestanden i Skovene ogsaa forbedres. Men foruden Hjortebestanden ønskede Hertugen gerne nogle rigtige Vilddyr, der kunde gøre Jagterne mere spændende. Han indførte derfor nogle kanadiske Bøfler og Muffloner fra Sardinien. Men det lykkedes ikke at omplante disse Dyr. De uddøde snart. Men i alle andre Henseender lykkedes saa at sige alt for ham. I Løbet af nogle Aar havde han skabt en blomstrende Bedrift, der gav ham selv gode Indtægter og Levebrød til Omegnens Folk. Han var igen Herre over baade Byer og Egne, om det end var i en noget mindre Maalestok end tidligere. Da han stadig indkøbte nye Jordarealer, tilbød Kongen af Preussen at ophøje hans Gods til et Hertugdømme. Men dette tog Hertugen ikke imod, ligesom han heller ikke indtog den Plads i det preussiske Herrehus, han fik tilbudt. Han følte det som en Gunstbevisning, der kunde gøre ham afhængig, og Uafhængighed var det, han stræbte efter af hele sin Sjæl; Politik var. det bedst at holde sig uden for. Den havde kun bragt ham Ulykke. Men i øvrigt var Forbindelsen med Hoffet i Berlin den venligst mulige. Hertugfamilien deltog i Hoffesterne og stod stadig i Rang med Fyrsterne.
II. Del side 29-30 (Efter Christian August og Louise Sophie's bryllup i 1840'erne)
II. Del side73-74: (H.C.Andersens besøg på Gråsten hos Hertug Christian August)
II. Del side 172-175 (Om Hertug Christian August køb af Primkenau)