Har du nogle spørgsmål om karper, lige meget hvad, så vil jeg prøve at svare efter bedste evne.
Send en mail til mig med "Karper" i subjekt-linien.
Du kan herunder læse nogle af de spørgsmål jeg får, og svarene.
10/8/1999 Spørgsmål:
Jeg har hørt at karper kan rense op i en sø der er forurenet af andemad og
trådalger. Er det rigtigt? Jeg har en privat sø på ca. 200kvm og 2m dyb på
det dybeste. Hvad koster karpeyngel?
Svar:
Karper fjerner ikke andemad og trådalger. Græs- og Sølv-karper har været brugt til dette før, men de må ikke længere udsættes.
Vi sælger ikke karpeyngel, da vi ikke engang kan producere det yngel som vi selv skal bruge.
Der er en lørdag formiddag i december måned mulighed for at kunne købe spise-karper på 1,5 - 3 kg/stk og prisen på dem er 50 kr/kg incl. moms.
30/4/1999 Spørgsmål:
Vi er en familie der bor i et naturområde ved Give i midtjylland,
og ved huset har vi en lille sø, ca.20x30 meter.
Vi kunne tænke os at have nogle karper, specielt til at spise
den overfladevegetation der naturligt kommer.
Søen vil jeg tip'se til at være 1.2 - 1.5 meter på det dybeste
sted, den er meget ren, med en god friskvandsforsyning af
overfladevand fra et større område. Specielt er der mange frøer.
Kunne du ikke give os et råd, mht. hvilke karpe-typer der kunne
være velegnede, samt evt. et hint om hvor man kan få fat på dem
(hvis du kender nogle steder naturligvis).
Svar:
Karper spiser ikke planter! De lever af bunddyr de finder ved at rode i bunden. I løbet af en time vender en karpe bundmateriale der svarer til 10 gange sin vægt. Og de er igang hele døgnet i sommerperioden. Helt spæde skud på planter kan karper godt spise, hvis de ikke kan finde andet.
Græskarper spiser planter, men de har næsten intet tarmsystem, så plantedelene ender som gødning på bunden istedet, og det er faktisk endnu dårligere.
Hvis din dam er helt lukket af vegetation, så er mit forslag til dig, og det bruger vi selv i vores søer og damme: tag vaders på, fat en le og ud og slå grøden af. Kan du ikke bunde så lån en lille jolle. Det er vigtigt at samle den afskårne grøde op, og lægge den så langt fra dammen, at næringen ikke skyller tilbage ned i vandet. Gør det to til tre gange den første sommer: du vil opdage at der bliver mindre og mindre at slå! Trådalger (hvis der er nogen af dem) skal du også samle op. Et net på 5-10 meter (tennis-net!) er udmærket. Om et par år, kan du nøjes med at "luge" enkelte planter væk, uden den helt store arbejdsindsats.
Har du andre fisk i dit vandhuld? Fisk og padder passer ikke særlig godt sammen i det samme lille huld!!!! Ofte må man vælge. Udsætter du karper, SKAL du have en mulighed for at kunne fange dem igen dvs. tømme dammen helt for vand og fjerne fiskene. Karperne yngler engang imellem, og det giver virkelig mange små karper. De vil helt kunne ødelægge balancen i din lille dam: vandet bliver meget uklart og får farve som bundmaterialet.
29/7/1999 Spørgsmål:
jeg har lige været en tur på spejderlejr ved hostrup sø (blå sommer) og en af dagende var vi et smut forbi Gråsten Slot og de søer jeg nåede at se, så jo enormt flotte ud, da jeg så på en af søerne gik der et lys op for mig. da jeg er en karpefisker fra det nordlige sjælland ville jeg høre om man måske kunne få lov til at besøge en af søerne med et par karpestænger et par dage.
Svar:
Det er dejligt at høre at du har nydt den dejlige natur omkring Gråsten!!
MEN:
Der er ikke åbent for fiskeri af nogen art i Gråsten Slotssø, eller i nogen af de andre søer for den sags skyld!
Der har netop kørt en kampagne i den lokale presse angående tyv-fiskeri i Gråsten Slotssø, og jeg kan ikke give dig lov til at fiske!
© Preben Vagn Knudsen, 1999 |